Hjem
Se flere nyheder

Afrika har gavn af vores plastikposer

23. januar 2012
I hele januar giver vi kunderne mulighed for at gøre en forskel for Afrika. Når de køber de hvide og røde plastikposer med budskabet ”Jeg støtter Danmarks Indsamlingen 2012”, giver de automatisk to kroner til Afrika.

Klumme af FDB's formand Lasse Bolander bragt i Coops medarbejderblad Coop Inside

I hele januar giver vi kunderne mulighed for at gøre en forskel for Afrika. Når de køber de hvide og røde plastikposer med budskabet ”Jeg støtter Danmarks Indsamlingen 2012”, giver de automatisk to kroner til Afrika. Vi gentager initiativet fra sidste år, fordi salget både skaffer penge til dem, der trænger, og fordi flere hundredetusinder plastikposer i bybilledet skaber opmærksomhed om indsamlingen generelt.
 
I år går pengene fra indsamlingen til de mere end ti millioner mennesker i Afrika syd for Sahara, som har været eller er tvunget på flugt. Mange af dem er børn. De lever uden hjem, skole og lægehjælp og oftest i ekstrem fattigdom. Danmarks Indsamlingen sidste års gav 87 millioner kroner. 1.701.636 af dem kom fra Coops salg af plasticposer og fra FDB.
 
Der er desværre alt for mange, der har brug for hjælp i dag. Vi prioriterer at støtte Danmarks Indsamlingen, fordi det er en sag, som forstærker vores allerede igangværende indsats for at hjælpe Afrika. Det giver god mening både at styrke handlen med Afrika, som vi gør, når vi sætter afrikanske varer på hylderne og støtter afrikanske projekter, og samtidig hjælpe de mennesker, der her og nu har akut brug for hjælp.
 
Det fine ved plastikposerne er, at de giver kunderne mulighed for med et overkommeligt beløb – nemlig to kroner – at gøre en god gerning. Samtidig er poserne med til at skabe opmærksomhed omkring indsamlingen, både i de 1.200 butikker, hvor poserne sælges, men i særdeleshed også i bybilledet, når dagligvarerne bæres hjem.
 
Alligevel kritiserede et større dagblad for nylig vores initiativ, fordi vi har lagt to kroner oveni prisen på plastikposerne i stedet for selv at donere.
 
Kritikken bygger på en opfattelse af, at virksomheder, der forsøger at hjælpe – i dette tilfælde – mennesker i nød, ikke må tjene penge samtidig. Vi skal selv have penge op af lommen, før hjælpen er legitim og noget værd. Det er en ærgerlig holdning. Modellen med plastikposerne, hvor kunderne betaler to kroner ekstra for posen – hvis de ellers har lyst –, har gjort det muligt for os at støtte Danmarks Indsamlingen to år i træk med de muskler, vi har at spille med, bl.a. vores store distributionsnetværk. Det ved mange danskere heldigvis godt, som flere reaktioner på artiklen vidner om. Og Danmarks Indsamlingen er glade for samarbejdet med os.
 
Derfor gentager vi salget af plastikposer igen i år. Fordi det hjælper dem, der virkelig har brug for hjælp. Sidste år blev der solgt næsten 700.000 poser og det gav knap 1,4 mio. til Afrika. Så frem med poserne i butikkerne, så skal kunderne nok bruge de ekstra kroner, de koster.


LÆS OGSÅ: Hjælp Afrika når du handler

Læs mere om Danmarks Indsamling 2012