Det er landsrådet, der sætter rammerne for foreningen FDB og er med til at præge, hvor Coop, Danmarks største dagligvarevirksomhed, skal bevæge sig hen i fremtiden. Som medlem af landsrådet er man både med til at vælge FDB’s bestyrelse og påvirke, hvordan der i fremtiden skal arbejdes med de fire mærkesager: sundhed, klima, miljø og etisk handel.
”Vi ved, at de sager, FDB og landsrådet arbejder med, fylder i mange danskeres hverdag. Landsrådet skal i den kommende tid være med til at videreudvikle på, hvordan vi kan gøre næste generation sundere og bedre til at lave mad end deres forældre, vi skal udtænke klimavenlige løsninger på forbrug, og vi skal være med til at trække Afrika ud af fattigdom ved at handle mere med Afrika. For bare at nævne et par af landsrådets arbejdsopgaver,” siger FDB’s formand Lasse Bolander og fortsætter:
”Fordi FDB er ejet af medlemmerne, er vores mulighed for kontakt og dialog med forbrugerne enestående. Vores medlemmer ønsker, at vi er en god forretning. Men samtidig skal vi være dem, der går forrest i at finde nye veje for dagligvareforbruget i en ansvarlig og bæredygtig retning. Det er i høj grad landsrådet, der er med til at sikre det. Derfor opfordrer jeg medlemmer fra hele landet til at stille op til valget,” slutter formanden.
Sådan stiller du op til FDB’s landsråd
Kandidater til landsrådsvalget skal opstilles af et butiksråd eller en brugsforeningsbestyrelse i en Kvickly, SuperBrugsen eller Dagli’Brugsen. Det er FDB’s frivillige medlemsvalgte, der har stemmeret til valget.
Læs hvordan du stiller op på fdb.dk/valg2012
Alle kandidater bliver præsenteret løbende fra den 7. august på fdb.dk/valg2012. Resultatet af landsrådsvalget offentliggøres den 4. oktober.
Hvem er FDB?
FDB er en forening, der er ejet af mere end en million medlemmer. Foreningen arbejder for et mere ansvarligt forbrug inden for sundhed, klima, miljø og etisk handel. FDB ejer blandt andet Coop, Danmarks største dagligvarevirksomhed.
Læs mere om FDB
Vil du gerne vide mere, så kontakt: