Hjem
Se flere nyheder

FDB sætter økologi på landkortet

16. august 2010
I uge 33 er der fokus på økologi i alle Coops butikker, og der er stor økologikonference i København. Men det er ikke det eneste, der sker i ’Økologi-Danmark’. Det spirer med økologiske netværk, og FDB’s medlemsvalgte er med.

”Hvad spiser danske børn og deres familier? Hvorfor holder familien op med at spise økologisk, når yngste barn fylder 8 år? Og hvad vil fremtidens børnefamilier sætte på spisebordet?”

 

Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive besvaret, når Coop den 19. august holder en konference om økologi og børnefamilier i København. Det er også de spørgsmål, der er omdrejningspunktet i den butiksaktivitet, der i hele ugen vil finde sted i Coops butikker. De medlemsvalgte er med til at bakke op om mærkesagen i butikkerne. Og det er en vigtig sag at bakke op om:

 

”Vi kan se, at forbruget af økologi falder, når familiens yngste barn når skolealderen. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på økologi, fordi alle de gode grunde til at købe økologi ikke er blevet mindre, bare fordi børnene er blevet ældre. Her tænker jeg eksempelvis på miljø, dyrevelfærd og sundhed,” siger Thomas Roland, der er chef for FDB’s ansvarlighedsafdeling og som skal tale til økologikonferencen.

 

En analyse, lavet af FDB Analyse, viser, at børnefamilierne dropper økologien, fordi forældrenes følelse af ansvar for børnenes valg af mad falder, og på grund af pakkestørrelser og behovet for mere halvfabrikata, når børnene bliver ældre. Og så mangler der også økologiske ting, der er egnet til madpakker.

 

Samarbejdet mellem FDB, Coop og Økologisk Landsforening, som uge 33 i høj grad er kulminationen af, betyder blandt andet, at der bliver afprøvet nye økologiske varer i butikkerne, som gerne skulle leve op til de krav, forbrugerne efterspørger i analysen. 

 

Se kampagnehjemmesiden oko.nu, som er henvendt til børn i skolealderen 

 

Gang i de økologiske netværk 

Aktiviteterne i uge 33 er ikke det eneste, FDB’s medlemsvalgte gør for at åbne forbrugerøjne for økologien. I juni måned blev pilotprojektet ’Økologiske netværk’ skudt i gang.

 

Formålet med det projekt er at give butiksråd/bestyrelser viden om og motivation til at få en rolle i at fremme børn, unge og voksnes interesse for økologiske fødevarer, sundhed og bæredygtig udvikling. En rolle, som med fordel kan udvikles i samarbejde med andre personer, der også arbejder med økologi og bæredygtig udvikling i et lokalområde.

 

Netop det samarbejde blev der lagt op til, da medlemsvalgte, skolelærere og landmænd mødes i Rønde, Østjylland, til et seminar, der handlede om, hvordan man skaber nye netværk, der fremmer økologi i lokalområdet. 

 

Se mere om FDB's arbejde med ansvarlighed her

 

Netværk rækker længere ud 

Resultatet af seminaret blev flere små netværk, der skal arbejde med mindre økologi-projekter. Projekterne handler om alt lige fra økologiske skolehaver og æblefestival til butiksarrangement med fokus på smagen af økologiske produkter. Netværkene skal bruge efteråret på at få deres projekter op at køre.

 

”Vi håber, at pilotprojektet i Østjylland kan være med til at sprede ringe i vandet til FDB's frivillige medlemsvalgte i resten af landet. Jeg har allerede fået flere henvendelser fra ’økologiske ildsjæle, der ønsker at starte netværksgrupper op andre steder,” siger Peter Jentzsch, der er udviklingskonsulent i FDB og har været med til at starte projektet op.

 

”Det er oplagt, at FDB’s medlemsvalgte finder sammen i netværk med andre, der også gerne vil fremme den bæredygtige udvikling i samfundet. I netværk er der mulighed for at tænke endnu mere kreativt og række endnu længere ud med aktiviteter,” siger Peter Jentzsch. 

 

Hvis du gerne vil være med i et økologisk netværk, kan du kontakte Peter Jentzsch på pj@fdb.dk eller tlf. 39 47 00 34