Hjem
Se flere nyheder

FDB's medlemmer skal hjælpe Afrika ud af fattigdom

10. januar 2011
Når du svinger indkøbskurven i januar, kan du i din lokale Coop butik støtte Danmarks Indsamlingen.

Du kan blandt andet betale 2 kroner ekstra for din pose, som går til Danmarks Indsamlingen.

 

Samvirke opfordrer også FDB's medlemmer til at støtte Afrika. I januarnummeret af Samvirke kan læserne finde et indstik med et girokort, så de kan støtte Danmarks Indsamlingen.

 

Danmarks Indsamlingen er en landsdækkende indsamling, hvor 12 humanitære organisationer deltager. Indsamlingen kulminerer hvert år med et stort show på DR1.

 

Ansvarligt at hjælpe Afrika 

For Coop giver det god mening at inddrage kunderne. 

 

»Når det er Coops vision at være Danmarks mest ansvarlige dagligvarevirksomhed, er det naturligt, at vi bidrager til Danmarks Indsamlingen. Med vores 1200 butikker og over 650.000 daglige kunder har vi en god mulighed for at få pengene til at yngle til gavn for indsamlingen,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark.

 

Coop håber på et millionbeløb 

»Vi håber, at vi gennem salget af bæreposer til fordel for indsamlingen, både formår at skabe synlighed og interesse for Danmarks Indsamlingen og bidrage med et pænt millionbeløb,« siger Jens Juul Nielsen.

 

Pengene skal bekæmpe fattigdom 

De indsamlede penge skal bruges til at bekæmpe fattigdom i Afrika og til at nå FNs 2015 mål. De lyder blandt andet på, at fattigdommen skal halveres, skolegang for alle børn skal sikres og børnedødeligheden skal mindskes med to tredjedele inden år 2015. 

 

Sidste år delte Haiti og kvinder i Afrika 130 millioner 

Da danskerne sidste år samlede 130 millioner ind, gik pengene til kvinder i Afrika og jordskælvsofrene i Haiti. Det var det højeste beløb, der nogensinde er indsamlet under en Danmarks Indsamling. 

 

I 2011 afvikles Danmarks Indsamlingen på DR d. 29. januar. 

 

Læs mere om Danmarks Indsamlingen