”Mikrolån virker med værdighed. De er en god forretning for alle parter, og lånene bygger på ligeværdighed. Det er derfor, de virker.”
Sådan sagde Flemming Jensen, da han mandag den 20. september 2010 holdt oplæg på FDB’s distriktsmødet på Fyn. Godt 180 mennesker var mødt op på Hotel Faaborg Fjord for blandt andet at høre Flemming Jensen fortælle om sit syn på etisk handel.

Flemming Jensen tror på mikrolån, fordi de bygger på en ligeværdig forretning.
Mikrolån er et af FDB’s nyeste projekter. Danskerne kan låne penge direkte til bønder og forretningsfolk i Afrika, og deres varer bliver så solgt i Coops butikker over hele landet.
Flemming Jensen fortalte på distriktsmødet, hvorfor han er begejstret for mikrolånene:
”Man kan godt tage imod en almisse, men man betaler for den med en smule af sin værdighed. Det giver til gengæld stor værdighed at opleve, at nogen vil investere i det man kan. Så får man lyst til at leve op til den tillid.”

Over 180 mennesker var mødt op til distriktsmødet på Fyn. De hørte blandt andet om kaffepauser, etisk handel og landsrådsvalg.
I stedet for at se de afrikanske bønder, som nogen der skal hjælpes med bistand, skal vi se på dem som ligeværdige arbejdspartnere, mener Flemming Jensen.
”Tillid skaber energi, man får simpelthen lyst til at arbejde, når nogen tror på en,” sagde Flemming Jensen, der har boet i blandt andet Grønland og Kenya.
”Jeg blev mødt med tillid, og det gav mig lyst til at leve op til den,” sagde Flemming Jensen på distriktsmødet og opfordrede de mange mødedeltagere til at komme i gang med mikrolånene.
Hørt på distriktsmødet:”Kan vi få nogen til at lukke dørene, helst indefra.” v. Mette Jørgensen. ”Etisk handel handler om at have en husholdning.” v.Mette Jørgensen. ”Kun 3 ud af 50 medlemmer af Landsrådet ønsker ikke at genopstille. Det må betyde, at medlemmerne føler, at de bliver hørt, og at arbejdet nytter.” v. Lasse Bolander, formand for FDB. ”Fakta er altså, at vores lille SuperBrugs risikerer at blive en Fakta?” Spørgsmål fra salen.