Samvirke og fotograferne Jeppe Carlsen og Jakob Carlsen har vundet to gange hædrende omtale - såkaldte Merit Awards - og er udvalgt blandt godt 6.000 kandidater.
Fotografen Jakob Carlsen vinder sin Merit Award i kategorien fotofeature for et fotoopslag af gæs, der venter på at blive slagtet, bragt i artiklen ”Om lidt er de døde”, som kunne læses i Samvirkes decembernummer.
I samme kategori vandt også fotograf Jeppe Carlsen hædrende omtale for sin ottesiders reportage fra Kina ”+1.000.000 m2 shopping”, som blev bragt i oktober.
SPD, som er en amerikansk/internationel sammenslutning af fotografer, redaktører, layoutere, typografer og designere, uddeler hvert år i New York City en række hæderspriser til diverse internationale magasiner og blade.
Blandt de andre vindere er respekterede magasiner som National Geographic, The New York Times Magazine, Newsweek, TIME, Vanity Fair og Wired.
Samvirke lancerede sidste efterår en nyt webunivers, og i januar ændredes distributionsformen, så man nu som medlem af FDB og Brugsforeningerne kvit og frit kan hente sit Samvirke i Coops medlemsbutikker. Magasinet sætter blandt andet forbrug, sundhed, miljø og mad på dagsordnenen. Med knapt en million læsere om måneden er Samvirke Danmarks største månedsmagasin.