Til temadagene rundt omkring i landet vil der være mulighed for at opleve klimakomikere, Tv-meteorologer og FDB’s egen formand, Lasse Bolander i dialog med Bent Bro, forsangeren fra Tørfisk. Og meget, meget mere.
Næsten alle temadagene vil byde på en introduktion til den Klimauge, som FDB og Coop afholder i uge 41. Kun Nordsjællands distrikt skiller sig ud ved at have valgt en anden af FDB’s mærkesager som tema. Distriktsmødet dér kommer til at stå i sundhedens tegn.
”Det er en stor gevinst for de aktive frivillige i FDB, at distriktsmøderne er kommet til at hænge tættere sammen med FDB’s mærkesager,” fortæller Jeanne Blyme, der er udviklingskonsulent i FDB.
”Distriktsmøderne vil give svar på, hvordan man aktivt kan deltage i butiksaktiviteterne. Til efterårets møder kommer man et helt hestehoved foran i forhold til klimaugens aktiviteter, også selv om man på forhånd skulle tænke: klima, det har jeg da ikke forstand på.”
Hver temadag er arrangeret i samarbejde mellem FDB og distriktets rådsmedlemmer. Hvert distrikt har haft forskellige ønsker til, hvordan klima skulle formidles. Østjyderne mente for eksempel ikke, de kunne lære noget uden at grine, og løsningen på det problem blev komikerparret Koefoed og Netterstrøm, der har påtaget sig en del af værtsrollen.
Det er ikke kun i Østjylland, at snakken om klimaet, trods alvoren bag, står i humorens tegn. De aktiviteter, der vil være i Klimaugen i uge 41, vil blive præsenteret på møderne, og det er først og fremmest en række klimaspil, der helt enkelt skal indprente nogle klimavenlige budskaber på en sjov måde. Når kunderne har spillet med i ”Fem på stribe”, ”Sæsonhjulet” og ”Fat en brik” er de blevet klogere på, hvordan små ændringer i hverdagen kan gøre en forskel i forhold til klimaet.
”Det er vigtigt at tænke på, at du ikke skal bære hele verden og alle isbjergene på dine skuldre. Gør du lidt, så gør du rigtig meget,” slår Jeanne Blyme fast.
Alle medlemmer af FDB er velkomne til distriktsmøderne. Er du interesseret i FDB’s mærkesager, og vil du gerne arbejde frivilligt med vigtige emner som bæredygtighed, ansvarligt forbrug og forbrugeroplysning, er en af temadagene et rigtig godt sted at starte.
Læs mere om, hvor og hvornår der er distriktsmøde i dit distrikt
Læs mere om arbejdet med FDB's mærkesager