Hjem
Se flere nyheder

Hjælp Afrika når du handler

3. januar 2012
Behovet for langsigtet hjælp til Afrika er ikke blevet mindre. Derfor er der igen i 2012 Danmarks Indsamling. I Coops butikker kan du støtte op om indsamlingen ved at købe en særlig plasticpose.

Der skal meget til at beslutte sig for at forlade sit hjem og flygte. Alligevel er over 10 millioner mennesker syd for Sahara i Afrika på flugt eller tvunget fra deres hjem. Næsten halvdelen af flygtningene er børn.

Børn på flugt
I den desperate situation, hvor mennesker står uden hjem og uden tryghed, er børnene altid de mest sårbare. Flygtninge og internt fordrevne er et stort og voksende problem i Afrika. Senest har sult og tørke drevet hundredtusindvis af mennesker på flugt på Afrikas Horn. Krig, fattigdom, naturkatastrofer og klimaforandringer tvinger atter andre på væk fra deres hjem.

 

12 organisationer og DR er gået sammen for at samle ind til afrikanske børn på flugt. Danmarks Indsamlingen foregår i hele januar og kulminerer med et stort indsamlingsshow den 3. februar 2012, som vises på DR1.

Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen sælger igen i år plastikposer til fordel for indsamlingen. Jo flere poser, der bliver solgt, jo flere penge kan koncernen donere til Afrika. Poserne koster 5 kroner stykket og sælges i butikkerne i hele januar, hvoraf 2 kroner går til Danmarks Indsamlingen.

Læs mere om Danmarks Indsamling 2012

Danmarks Indsamling har til formål at støtte Afrika og kontinentets vej mod at nå FN's 2015-mål for udvikling.  Det er 12 organisationer og DR, der står bag og går sammen med danskerne om at skabe langsigtede forbedringer i Afrika.

I 2011 gik pengene til Afrikas unge - dem, som skal skabe det nye Afrika - og til TV-showet blev der indsamlet 87.018.013 kroner. FDB og Coop gav sidste år 1.701.636 til indsamlingen svarende til det daværende antal medlemmer.