Hjem
Se flere nyheder

"Hvem vil have guldkorn med cola til morgenmad?"

31. august 2009
Sebastian Klein provokerede og imponerede eleverne fra Roslev Skole i Vestjylland, da der blev smurt sunde og ulækre madpakker til den helt store guldmedalje.

Det var brugsforeningsbestyrelsen ved SuperBrugsen i Roslev, der havde inviteret den ’børnekære’ studievært Sebastian Klein til at komme ud og lave madpakker og snakke sundhed i børnehøjde med børnene i 0.-3. klasse.

 

”Er du så færdig, han lagde skolen ned. Børnene var ellevilde. Han var rigtig god til at stille provokerende spørgsmål og drille lidt. På et tidspunkt råbte han udover hele forsamlingen: ’Vil I have guldkorn med cola til morgenmad?’ Og børnene råbte et meget højt ’nej’ tilbage. På den måde formåede han virkelig at skabe en entusiasme omkring den sunde morgenmad og madpakke,” fortæller Stig Kjærgaard Jakobsen, som er formand i brugsforeningsbestyrelsen ved SuperBrugsen i Roslev.

 

Selvom arrangementet henvendte sig til de yngste i folkeskolen, var de ældste klasser også ivrige for at hilse på Sebastian. Som en kødrand stod de rundt om ham for at få hans autograf, da han ankom til skolen. At Sebastian en anden god gang også kunne tryllebinde og øse ud af sin ’madpakke-visdom’ i de ældre klasser, var der ingen tvivl om.

 

Tunmad med leverpostej 

Børnene fik lov til selv at få fingrene i maden. Der blev lavet alt lige fra tunmad med leverpostej til bananmad med rullepølse og leverpostej. Og Sebastians regler var helt klare, når man havde lavet en ulækker mad, skulle man også smage på den. Men ellers var der fri leg med maden.

 

Da børnene havde leget sig igennem de sunde og ulækre madpakker, skulle de smøre en madpakke, som de kunne tage med hjem og gemme i køleskabet til næste dag. Glade og grinende gik 104 børn fra Roslev Skole med en ny madkasse, en drikkedunk og en uforglemmelig oplevelse i skoletasken. Og næste gang de bliver spurgt, om de vil have en nutellamad med på madpakken, er de ikke i tvivl om, hvad svaret er.

 

Læs mere om Sebastians Madder