Vi hører det ofte – at vi er for tykke – og det synes vi i virkeligheden også selv. Også danske mænd, viser en ny undersøgelse fra FDB Analyse. Tre ud af fire mænd synes, at de er for tykke, og nogle af dem har derfor været på kur inden for de seneste to år.
Joan Preisler er sundhedsansvarlig i FDB og ser det som et tegn på en stigende bevidsthed om sundhed blandt danske mænd. ”Vi ved fra andre undersøgelser, at to ud af fem mænd tænker mere på sundhed i dag end for bare to år siden, når de køber ind. Og nu kan vi altså også se, at mange af dem har gjort noget for at komme af med de ekstra kilo,” siger Joan Preisler.
Men undersøgelsen viser også, at det stadig er relativt få selvudnævnte overvægtige mænd, der går på slankekur for at smide de ekstra kilo. Ifølge Joan Preisler skyldes det, at mænd har et mere uhøjtideligt forhold til vægt og de ekstra kilo. ”Vi kan se, at kvinder stadig i langt højere grad end mænd hopper op på vægten, går på slankekur og generelt tænker mere på vægten og sundhed end mænd. Men det er begyndt at smitte af på mændene,” siger Joan Preisler.
Ifølge undersøgelsen har næsten dobbelt så mange kvinder som mænd været på slankekur inden for de seneste to år. I gennemsnit vejer vi danskere – når vi selv skal sige det – fem kilo for meget, viser undersøgelsen.