Peter Tanev, der er meteorolog på TV2, startede ellers alvorligt nok med at slå nogle kedelige sandheder fast, mens han pegede på billeder og kort, som vi kender det fra tv:
”Det er blevet varmere udenfor. Siden oktober 2007 har vi haft 19 måneder, der alle har slået varmerekorderne fra tidligere år. Nogle folk siger, at klimaet altid har forandret sig uafhængigt af mennesker, men med 95 procents sikkerhed er den nuværende opvarmning menneskeskabt.”
Men derefter var der mange sjove historier, billeder og anekdoter på menuen, dels om de gode gamle dage, hvor der - i hvert fald i vores hukommelse - altid var hvid jul, og dels om de senere års mere ekstreme vejr.
Han stillede med sit oplæg spørgsmålet, om det aldrig mere kommer til at sne, og svarede selv, at der vil komme sne også i fremtiden – bare mindre af det.
Komikeren Janne Koefod, den ene halvdel af komikerparret Koefoed og Netterstrøm, var i dagens anledning blevet Klimakomiker. Hun var klædt i grønt fra top til tå og bød, som hun sagde, velkommen til et ”Klimabundmøde” med klar reference til Klimatopmødet i december. Hendes optræden handlede ikke om, hvordan man forandrer verden, men hvordan man kan gøre lidt for at redde den hver dag – og først og fremmest handlede det om at grine og lære.
Hendes optræden introducerede de klimaspil, de medlemsvalgte skal bruge til butiksaktiviteterne i klimaugen i uge 41, men hun kom også omkring, hvad det kræver at være medlemsvalgt, når man skal henvende sig til kunderne og byde op til en klimasnak. Det demonstrerede hun blandt andet ved hjælp af seks hulahopringe af forskellig størrelse, der skulle symbolisere de forskellige udfordringer. Den største ring var butikken, mens den allermindste var ens eget inderste. Den var til gengæld så lille, at Janne Koefod sad fast og måtte bede om en frivillig til at hjælpe sig ud. Heldigvis var der mange frivillige til stede.
På spørgsmålet om, hvordan komik og klima hænger sammen svarede hun prompte:
”Komik hænger sammen med alt – også klimaet. Det er så let at leve i dag, at vi glemmer, hvad det koster. Måske kan det endda blive sjovere at køre med tog eller spise klimavenligt, hvis man efter i dag ved, hvad det gør godt for”.
Thomas Bagge Olesen, FDB’s administrerende direktør, var tilstede ved mødet og fortalte levende om FDB lige nu, året, der var gået og hvordan fremtiden ser ud for foreningen. Han startede med at forsikre de 91 fremmødte medlemsvalgte, om at FDB og Coop økonomisk set er på rette spor på trods af finanskrisen.
En af grundene til den succes, fortalte han, var FDB’s unikke struktur med medlemmerne i centrum. En struktur der afføder loyalitet – ikke mindst, når det nye pointsystem Coop plus bliver færdigprøvet og er klar til brug for alle FDB’s medlemmer.
Dernæst fortalte han om de mange projekter, FDB har søsat indenfor det seneste år. Herunder nævnte han Klimakogebogen, mikrolån i Afrika og den rivende udvikling Skolekontakten har gennemgået og mange flere. Faktisk havde han slet ikke tid til at fortælle, alt det han ville, om de mange tiltag inden for miljø, klima, sundhed og etisk handel, som FDB har stået bag den sidste tid.