I forbindelse med udgivelsen af FDB’s Klimakogebog, har kreative danskere konkurreret om at lave den bedste og sjoveste film om klimavenlig madlavning. Jeppe Sohn fra Mynderup Hestehave løb af med sejren og modtager sin præmie på 50.000 kroner i Dagli'Brugsen i Vester Skerninge onsdag den 28. oktober kl. 13.00. Alle er velkomne i Brugsen, når den store check overrækkes.
Med filmen »Friktions Spejlæg« har Jeppe Sohn vundet danskernes hjerter. Den lille et minut lange film viser Jeppe Sohn, der knuser to æg med de bare hænder og gnider æggene så kraftigt, at de mirakuløst bliver til spejlæg.
»Det er jo helt fantastisk, at vi har vundet FDB’s konkurrence. Filmen med spejlæggene var én ud af rigtig mange ideer, som min kone og jeg kom på. Selve det at finde på ideer til klimafilm var ret sjovt, og vi kom til at snakke en hel del om, hvordan man kan 'redde verden' i forbindelse med madlavningen,« siger møbelsnedker Jeppe Sohn. Han griner og siger, at han fra nu af slukker lyset hver gang, han laver mad.
I september udgav FDB sammen med Gyldendal Klimakogebogen, med klimatips til den almindelige danske husholdning. Det drejer sig blandt andet om at huske at bruge sæsonens frugt og grønt, at sænke energiforbruget og skære ned på kødet. Kilmakogebogen har ligget på bestsellerlisten for faglitteratur i fire uger.
Vinderen Jeppe Sohn er ikke i tvivl om, hvad pengene skal gå til:
»Først og fremmest skal vi have lavet vores vandværk, så vi kan få rent vand. Og så skal vi i gang med at lave et pilerensningsanlæg.«
Se vinderfilmen