Hjem
Se flere nyheder

Madkamp i kollegiekøkkenerne

28. oktober 2010
FDB har med projektet ”Kollegiernes Madkamp” sat mad, sundhed og forbrug på dagsordenen på seks københavnske kollegier. De studerende har snart dystet i syv uger på discipliner inden for kogekunsten. Præmien er et gavekort på 12.000 kr. til Coop.

Projektet ”Kollegiernes Madkamp” skal sætte fokus på mad, sundhed og forbrug blandt de unge. Fire kollegiemadklubber fra København og to fra Lyngby har meldt sig til konkurrencen, som blandt andet handler om at tænke kreativt og lave sund og lækker mad på SU-budget. De deltagende hold er blevet dømt på forskellige udfordringer inden for mad, sundhed og forbrug. 

 

Efter syv ugers intens madlavning afsluttes konkurrencen med en stor fest for alle seks madklubber, hvor vinderholdet afsløres. Præmien er et gavekort på 1.000 kroner hver måned i et år til en Coop-butik. Et kærkomment pift til madklubbernes budget.   

 

Det sociale og præmien lokker

”Vi får meget socialt ud af at deltage i konkurrencen, det samler køkkenet,” fortæller Tine Tobiasen fra Tietgenkollegiet og tilføjer, ”og så trækker præmien selvfølgelig også!”. På hendes gang opfordres alle 13 beboere til at deltage i den ugentlige madklub, hvor måltiderne ikke må koste mere end 30 kroner pr. mand. Hvilket tit kan være svært at få til at løbe rundt. Madklubben kalder sig "Tietgens TorskeSalon" og går meget op i konkurrencen. Til den seneste udfordring brugte kollegianerne 1½ dag i køkkenet for at være klar til dommernes ankomst.

 

Facebook fungerer som mødested 

Pasta, restemad og basisvarer. Det er blot nogle få af de emner, der debatteres på Facebook-siden ”Kollegiernes Madkamp ”. Her kan man finde udfordringerne, holdenes besvarelser og billeder og videoer, som deltagerne har lagt op. Det er en af ideerne bag projektet at skulle møde de unge studerende, hvor de er. Og de er i allerhøjeste grad på Facebook. Det er således også gennem afstemninger og generel aktivitet på siden, at holdene kan optjene point til konkurrencen. Samtidig kan deltagerne debattere med andre unge på kollegier og bliver på den måde måske inspireret til nye retter og traditioner i køkkenet.

”De unge vil gerne inspireres i køkkenet. De vil gerne udfordres på deres holdninger til for eksempel madspild og økologi, og de vil gerne samles om mad med beboere fra andre københavnske kollegier. Det er nogle af de tydelige erfaringer, vi har gjort os i dette projekt,” fortæller Lise Lawaetz Johansen, projektleder på ’Kollegiernes madkamp’. Hun forsætter:

”Vi kan se, at de unge gerne vil vælge sundt og bæredygtigt i dagligdagen, og det vil FDB gerne bakke op om. Vi skal derfor blive bedre til at være, hvor de unge er for eksempel på de sociale medier og i kollegiekøkkenerne. På den måde kan vi sætte handling bag vores mærkesager."

 

> Læs hvordan det gik til en af Madkampens udfordringer på Tietgenkollegiet