Hjem
Se flere nyheder

Medlem vinder 1 million kr. i SuperBrugsen Guderup

15. maj 2009
Et medlem i SuperBrugsen Guderup i Sønderjylland er pludselig blevet en million kr. rigere. Hun er nemlig blevet udtrukket som Månedens Medlemsmillionær.

Det er det lotteri, som alle medlemmer, der anvender deres medlemskort i Kvickly xtra, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen og LokalBrugsen kan deltage i ved at få scannet deres medlemskort. Alle kan få scannet deres kort en gang om dagen, uanset om de køber noget eller ej.

 

Uddeler Kim Michaelsen, SuperBrugsen Guderup, kunne overraske den glade vinder med, at at hendes lod var trukket ud mellem de 4,5 millioner lodder, der var med i trækningen. Der er tale om en meget loyal kunde, der i april handlede 14 gange i forskellige Coop-butikker i Sønderjylland, og dermed havde hun 14 lodder med i millionlotteriet.

 

Pengene sættes ind på vinderens bankkonto. Alle afgifter betales af Coop, så det er 1 million kr. ubeskåret.

 

Det er Notarius Publicus, der har udtrukket vinderen af 1 million kr. kontant blandt kunderne i Coop Danmarks og brugsforeningernes butikker, som i marts har anvendt deres FDB-medlemskort.

 

Lodtrækningen gennemføres som led i den pakke af medlemsfordele, der blev indført pr. 1. januar 2008 for medlemmerne af FDB og brugsforeningerne. Udover lodtrækning hver måned, er der i år specielle medlemstilbud med ekstraordinære besparelser for medlemmerne. Udover at give medlemmerne den ekstra fordel, at de deltager i dette lotteri, så er formålet at fastholde medlemmernes brug af kortet. I 2010 ventes der at blive indført en ny medlemsfordelsordning. I 2009 gennemføres en test af en ny ordning, hvor kunderne belønnes efter loyalitet, og hvor der er mere individuelle tilbud.

 

Det er den 4. Medlemsmillionær, der er fundet i år. De øvrige millionvindere er fundet i:

 

Dagli´Brugsen Hou

 

SuperBrugsen Karlslunde

 

SuperBrugsen Gram

 

Næste lodtrækning finder sted 8. juni blandt de kunder, der får scannet deres medlemskort i maj i Kvickly, Kvickly xtra, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen eller LokalBrugsen.