Parfume, farvestoffer, tungmetaller. Fy-ord i mange børnefamilier. Alligevel viser en undersøgelse fra FDB Analyse, at kun en ud af fire forældre køber miljømærkede bleer.
Næsten halvdelen af forældre til blebørn køber ikke svanemærkede bleer. Det viser en undersøgelse fra FDB Analyse. Resultatet er værd at bide mærke i, mener Brian Sønderby Sundstrup, udviklingskonsulent i FDB: ”Vi ved, at rigtig mange forældre skruer op for sundheden og miljøhensynet, når det handler om f.eks. mad og plejeprodukter til deres børn. Derfor er det interessant, at sådan noget som bleer – som børnene er i næsten konstant kontakt med i deres første leveår – ikke tildeles samme betydning.”
Mens 46 pct. i undersøgelsen svarer nej til at have købt svanemærkede bleer inden for de seneste tre måneder, svarer næsten hver tredje, at de ikke ved, om bleerne bar miljømærket. Resultatet tyder på, at mange forældre ikke er bevidste om, hvilken forskel det gør at købe de svanemærkede bleer. Og der er bestemt en forskel, forklarer Brian Sønderby Sundstrup: ”Miljømærket er en garanti for, at der ikke er skadelige stoffer i bleerne, fx parfume, klor og phthalater. Og så handler det selvfølgelig også om at begrænse energiforbruget. Det kræver store mængder energi at producere bleer. Svanemærket garanterer, at der er brugt et minimum af energi i produktionen. Det er meget væsentligt, når vi alene i Danmark bruger op imod en halv million bleer om dagen.”
Når vi vælger de svanemærkede bleer, sker det i langt de fleste tilfælde af hensyn til barnets sundhed. Det svarer fire ud af fem af de forældre, der har lagt den miljørigtige ble i indkøbsvognen.
Tallene indgår i en større undersøgelse af danskernes forbrug af ansvarligt producerede varer under den økonomiske krise, som FDB har udarbejdet.
Fakta om undersøgelsen: 1023 personer deltog i undersøgelsen. Heraf har 141 personer svaret ja til at have købt bleer inden for de seneste tre måneder. Undersøgelsen er gennemført i uge 17, 2009. Tallene er vejet efter køn, alder og geografi, således at undersøgelsens resultater er repræsentative i forhold til den danske befolkning på 15-74 år.