Hjem
Se flere nyheder

Nøglehullet guider til de sunde varer

13. januar 2009
Uge 4 (19.-24. januar 2009) står i sundhedens tegn ude i butikkerne. Her introducerer Coop Nøglehullet, en mærkning af de sundeste varer inden for en given varekategori. Mærket er et nøglehul, og Nøglehullet er placeret tydeligt på de varer, der indeholder mindst sukker, fedt og salt samt flest kostfibre og fuldkorn.

I Sverige har man allerede den frivillig mærkningsordning med Nøglehullet, der guider til den sundeste vare inden for 25 forskellige varegrupper, f.eks. müesli, frostgrønt osv. I Norge har man vedtaget at tilslutte sig det samme mærke, og i 2009 kommer mærket også til Danmark. Fødevarestyrelsen, som står bag Nøglehullet i Danmark, lancerer det officielt til maj.

Coop holder snigpremiere på Nøglehullet i uge 4, og tilbyder dermed som den første dagligvarehandel forbrugeren en genvej til det sundeste valg. Nøglehulsmærket gør det nemt for den travle forbruger at finde de sunde varer på hylderne i supermarkederne. Coop har så at sige læst varedeklarationen for kunderne.

 

Nøglehullet tager højde for, at der gælder forskellige vilkår for forskellige produkter. Nogle mejeriprodukter bør nemlig indeholde mindre fedt end andre, for eksempel mælk som vi typisk indtager i større mængder end ost. Mærkningen gælder blandt andet mejeriprodukter, kød, fisk og skaldyr, vegetabilske produkter, brød, pasta, gryn, frostgrønt, frosne bær og færdigretter. 

 

FDB har i den forbindelse udviklet et opskriftshæfte, der giver syv nemme og sunde opskrifter, der er både grove og grønne – dvs. nemme at sammensætte med Nøglehulsmærkede varer. Fra uge 4 kan du hente opskriftshæftet i din lokale butik. I hæftet kan du samtidig læse om FDB’s holdning til sundhed og sund mad på danske borde. F.eks. om de frosne grønsager, der faktisk er meget sundere, end mange tror. Det er nemlig ikke rigtigt, at alle de gode vitaminer og mineraler bliver kogt væk. I dag er frysemetoderne for eksempel så gode, at den rette tilberedning af grønt fra fryseren kan være lige så vitaminholdigt, som det du kan få med frisk grønt.