Perlespelt er inde og pasta er ude, når der skal laves mad i det nordiske køkken. Det ved danskerne, som er ved at blive dus med det nordiske køkken. Vi kender en stor del af råvarerne, og så er vi nysgerrige efter at prøve de vilde urter og bær, ramsløg, skvalderkål og havtorn.
Ny Nordisk Hverdagsmad giver inspiration til at bruge vilde urter og bær til grøntsager, fisk og fjerkræ. Havtorn klæder for eksempel gulerødder og en kotelet, mens rødkålsråkost og kirsebær er et skønt og velsmagende tilbehør til en gang vilde hakkedrenge. Er der råvarer, som er svære at skaffe, så foreslår opskrifterne andre tilgængelige råvarer, og de nordiske råvarer kan sagtens suppleres med citron og tomat, når du har lyst.
Med Ny Nordisk Hverdagsmad kan alle være med til at blande perlespelt, havtorn og måske endda tang med vores hvidkål, rødkål, knoldselleri og gulerødder. Derfor udgiver FDB kogebogen Ny Nordisk Hverdagsmad i samarbejde med forskningsprojektet OPUS på det videnskabelige fakultet, Københavns Universitet og Meyers Madhus.
Kogebogen koster 79,95 og kan købes i alle Coop-butikker. Bogen er fyldt med hverdagsretter, der er nemme at tilberede. I bogens opskrifter henvises til alternativer, hvis en ingrediens for eksempel er havtorn, som man ikke kan købe i supermarkedet.
Pressemateriale om kogebogen Ny Nordisk Hverdagsmad
Læs mere om grundlaget for Ny Nordisk Hverdagsmad på www.idegryden.dk.