Partnerskabet ”6 om dagen” har over en 10-årig periode været med til at løfte danskernes forbrug af frugt og grønt med over 40%. Det arbejde fortsættes nu med et stærkere partnerskab og et øget fokus på de grupper, hvor indtaget af frugt og grønt ligger lavt.
”Kampagnen med det kendte slogan ”6 om dagen” har været en succes. Budskabet om at spise mere frugt og grønt er trængt igennem hos danskerne. Og førende forskere på ernæringsområdet fremhæver kampagnen som en af årsagerne til, at danskerne spiser sundere. Men en ting er at kende budskabet, noget andet er at omsætte det til praksis. Det sætter partnerskabet nu fokus på, og jeg er meget tilfreds med at kunne medfinansiere kampagneaktiviteter i 2008”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Med fortsættelsen af kampagnen er kredsen af partnere udvidet. Nye partnere er FDB, Danish Meat Association og Dansk Gartneri. Dermed er producenter og forhandlere af fødevarer for første gang formelt med i samarbejdet, der ellers omfatter statslige styrelser, patientforeninger og frugt- og grønsagsbranchens forskningsforening.
”6 om dagen bidrager til sundheden på mange måder, både med strukturelle forandringer, inspiration og oplysning. Og så glæder jeg mig til at arbejde sammen med de tre nye partnere, der giver kampagnen fornyet saft og kraft til at komme endnu længere ud med budskabet”, siger kampagnens formand Else Molander.
6 om dagen vil de næste fire år fokusere på de danskere, der spiser mindre end 300 gram frugt og grønt om dagen – altså mindre end halvdelen af anbefalingen. Det drejer sig i første omgang om børnefamilierne, hvor mere end hver tredje barn og voksen spiser alt for lidt frugt og grønt. Senere vil kampagnen stille skarpt på mændene og de unge.
”Når vi skal have børnefamilierne til at ændre adfærd spiller detailhandelen en vigtig rolle. Det er ofte i butikken, at beslutningerne om aftensmaden og fredagshyggen træffes. Hvis der skal spises mere frugt og grønt i familierne, skal butikkerne også gøre det nemmere at træffe det sunde valg”, udtaler Lena Theilgaard Andersen, bestyrelsesmedlem i 6 om dagen for FDB.
FAKTA
Partnere 2008-2011
Danish Meat Association (DMA)
Dansk Gartneri
FDB
Forskningsforeningen frugt, grønt og kartofler
Fødevarestyrelsen
Hjerteforeningen
Kræftens Bekæmpelse
Motions- og Ernæringsrådet
Sundhedsstyrelsen
Fødevareministeriet bidrager med 2,5 mio. kr. til kampagnearbejdet i 2008
6 om dagen arbejder for at øge danskernes daglige forbrug af frugt og grønt til mindst 600 gram for voksne og 3-500 gram for børn i 4-10 års-alderen.
6 om dagen udvikler og iværksætter projekter, der øger tilgængeligheden af frugt og grønt og gør det attraktivt for forbrugerne at spise mere af det.
6 om dagen formidler viden om kostrådet ”Spis frugt og grønt – 6 om dagen” der indgår i Kostkompasset, den officielle anbefaling for sund kost.
Mere information