Hjem
Se flere nyheder

Portræt - Arne Skov

27. marts 2009
Det handler om holdning – Portrætter af medlemsvalgte med en holdning til FDB

Hen over foråret kan du møde nogle af de mange mennesker, der gør en ekstra indsats rundt omkring i landets butiksråd- og bestyrelser.

Hvad er en medlemsvalgt?

 

I denne uge er det Arne Skov fra Randers, der er på talerstolen. Læs hvad han mener om FDB lige nu, om det at være medlemsvalgt og om, hvorfor brugsforeningsbevægelsen er vigtig.

 

Hvad fik dig i sin tid til at blive aktiv i FDB?

 

Jeg havde en interesse i at være med til, at vi kunne have en brugs her i området, fordi der bor mange mennesker, og det er den eneste dagligvarebutik i gåafstand. Forskellen på den her butik og en Rema 1000 er, at vi har mulighed for at være med i dialogen omkring butikken. Jeg ved godt, at vi ikke driver butikken – og det skal vi heller ikke – men den dialog et butiksråd har med personalet er vigtig. Det er vigtigt, at man opretholder FDB som en medlemsejet virksomhed, der har en forpligtelse til at varetage medlemmernes og forbrugernes interesser. Og det er det, der har fået mig til at være aktiv.

 

Hvordan kan FDB få flere unge og yngre til at blive aktive i og omkring butikken?

 

Det kan man vel kun ved at gå rundt og spørge, om de vil være med. Hvis nogle stiller kritiske spørgsmål og viser interesse, så spørger vi dem. Men jeg tror altid, at forældre i børnefamilier vil prioritere at engagere sig i skole og institution, og det at handle ind er bare noget, der skal overstås. Jeg ser ikke nogen katastrofe i, at der ikke er så mange unge. Når børnene når en vis alder, er der jo chance for, at forældrene vil engagere sig i noget nyt.

 

Hvordan kunne dit arbejde som medlemsvalgt blive lettere at udføre?

 

Jeg kunne godt tænke mig flere redskaber. For eksempel kunne FDB tilbyde flere kurser. Butiksrådet kan have stor glæde af at vide noget om, hvilke krav virksomheden stiller til brugsuddeleren - og hvilke vi så kan stille.

 

Deltog du i forbindelse med kampagnen for det nye nøglehulsmærke i uge 4 med en aktivitet i din butik?

 

Nej, det passede ikke ind i privatlivet på det tidspunkt, men butikken bar præg af kampagnen. 

Men vi laver da aktiviteter med fremstød for varer for eksempel i forbindelse med kundeundersøgelser.

 

Hvad synes du er FDBs største udfordring lige nu?

 

Det er at få den nye struktur i FDB til at fungere, så den demokratiske forening kan give Coop inspiration og viden om kunden og kundens måde at handle på. De ved allerede meget, for de har taget udfordringen op og er begyndt at se det som en styrke at have folkevalgte med i ledelsen i stedet for den skepsis, man fornemmede for nogle år tilbage. 

Det bliver også en udfordring for Coop at få ansat en ny direktør, der er villig til at arbejde med FDBs grundlag: At der er flere, der har noget at sige.

 

 

PROFIL:

Arne Skov er formand for butiksrådet i Superbrugsen, Østbyen i Randers, og det har han været siden 2004.

Han er 61 og tidligere journalist, men i dag er han på efterløn. I 1997 flyttede han til Randers og blev året efter gift med Inge Lise Garsdal. De har hver fire voksne børn fra tidligere.

Han kommer i sin lokale brugs dagligt, for at handle og få sig en snak med brugsuddeleren – og ret ofte er der også mange af kunderne, der henvender sig til ham, hvis der er noget de er utilfredse med. Så lader han det gå videre til uddeleren og de ansatte, at der for eksempel er flæskesteg i tilbudsavisen men ikke i køledisken. 

 

Foreningslivet i FDB havde Arne Skov ikke meget at sige om, efter han blev aktiv. Hans opfattelse var, at det var lagt på is på grund af de mange forandringer i foreningsstrukturen. Men nu synes han, udviklingen går i den rigtige retning.

Økologi og fairtrade er nogle af de mærkesager hos FDB, der står Arne Skovs hjerte nærmest. Han køber selv økologisk i meget stort omfang, men han har, som han selv siger, også alle muligheder for det med parrets to indtægter og ingen hjemmeboende børn. Han forstår dog godt, hvis for eksempel børnefamilier gerne vil spare en tier på en bakke æg og købe udenom det røde ø-mærke.

 

Arne Skov er overordentlig aktiv i forskellige foreninger og interesseorganisationer. Ud over at være formand for butiksrådet i Østbyen er han blandt andet med til at skrive et medlemsblad for Socialdemokraterne i nærområdet og er også bilagskontrollant i FOA.