I sin begrundelse lagde juryen vægt på, at indhold, layout og billedmateriale i Samvirke er både præcist og underholdende, og at redaktionen på bladet skriver direkte til læserne på en let og humoristisk måde uden at miste seriøsitet.
Pia Thorsen Jacobsen, redaktionschef på Samvirke, er meget tilfreds med prisen. ”Vi har ændret meget på magasinet de senere år, fordi vi vil tættere på vores knap en million læsere. At vi vinder prisen viser, at vi er på rette vej, og at vi doserer de journalistiske kalorier rigtigt, så læserne både møder det lette stof og artikler, der inviterer til fordybelse,” siger Pia Thorsen Jacobsen.
I juryens begrundelse lyder det blandt andet: ”De visuelle virkemidler bruges flot og kreativt til at understøtte indholdet i bladet og få artiklerne til at folde sig ud på siderne. Man fornemmer, at redaktionen har bladets målgruppe i baghovedet – under arbejdet med hver eneste side. I har fundet jeres egen måde at kombinere billeder og ord. Letlæst uden at være overfladisk, humoristisk uden at miste seriøsiteten.
Samvirke, der udgives af FDB, har tidligere vundet Anders Bording Fotopris, men det er første gang magasinet modtager Designprisen.