Leder af FDB Skolekontakten Bente Svane Nielsen (tv)
til bogmessen i Århus i 2010

Det materiale, som FDB Skolekontakten vil præsentere på bogmessen, er allerede testet af de hårdeste anmeldere, nemlig lærere og elever. Og materialet er blevet godt modtaget.
KlimaNØRD-materialet er velegnet til 5.-6. klasse og giver viden om, hvad baggrunden for den menneskeskabte opvarmning er, hvilke konsekvenser den kan få og hvilke løsningsmuligheder, der kan være.
I år har vi to materialer om bæredygtig handel med på messerne. Lærer- og elevhæftet 'Tropisk træ i din hverdag' samt fem korte filmklip, som kan bruges i samfundsfag.
Tropisk træ-materialet giver de unge indblik i bæredygtig skovdrift, forbrugerbevidsthed og fair trade. Filmmaterialet består af fem korte film. Fire film, hvor vi tager til Afrika og Kina og får indblik i emner, som mikrolån, arbejdsvilkår, arbejdsløshed og vilkår for at kunne sælge produkter til fx Danmark. Og en film, som lægger op til debat ved at se på, hvordan medierne ofte ser på virksomheder, der tager et samfundsansvar. Alle filmene vil kunne ses på messerne.
Mad eller hvad? er en event, som har fundet sted de sidste 5 år. Eventen har hvert år et nyt tema. Sidste år var det mellemmåltider. Udover undervisningsmaterialet får eleverne opskrifthæfter til hjemmet, og klassen modtager en gratis smagekasse. Materialet kan bruges i hjemkundskab i 4.-7. klasse.
På messerne vil vi også medbringe en revideret udgave af madpyramiden, som FDB relancerer i dette forår. Det er meningen, at madpyramiden skal blive en del af Mad eller hvad?-materialet.
Kemiske stoffer findes over alt i vores hverdag, fx i computere, maling, vaskepulver, shampoo, cowboybukser, føde- og drikkevarer, stearinlys og meget mere. Nogle af stofferne har uheldige følgevirkninger og kan give allergi eller påvirke vores hormoner.
Skolematerialet, som består af lærer- og elevhæfter samt hjemmesiden www.kemienidinhverdag.dk, skal gøre eleverne fra 5. klasse og opefter mere ansvarlige og bevidste om brug af en række kemiske stoffer.