Bevæbnet med lommeaskebægre samt smarte ”pocket bags” vil gæsterne på Skovens Dag på søndag kunne hjælpe sig selv til en renere og smukkere oplevelse på skovturen. Det er organisationen Hold Danmark Rent, som i samarbejde med FDB og Danmarks Jægerforbund vil sætte fokus på glæden ved en ren skov ved i 24 skove landet over at uddele disse små ”affalds-kits”, som passer i lommen eller dametasken. Herudover vil der også være æbler og kildevand til skovens gæster.
Se mere om hvor du kan komme på guidet tur i skoven
98 % af danskerne er enige om, at man ikke må smide affald fra sig i skoven. Alligevel siger 95 % af skovejerne, at der er et stigende problem med affald. Danskerne kommer altså ind i mellem til at glemme deres egne gode intentioner, når de er på skovtur. Den adfærd vil Hold Danmark Rent gerne have ændret – og de starter på Skovens Dag.
- Vi vil på dagen bede folk om at huske at tage alt det med ud af skoven igen, som de tog med ind. Det gælder også cigaretskod og ispinde, som folk nok ikke er opmærksomme på, at det tager naturen op til henholdsvis 5 og 10 år at nedbryde. Håbet er, at de så også får lyst til at se skoven endnu renere og tager det eventuelle affald med sig, som andre har efterladt, fortæller Anne Holm Hansen, direktør i Hold Danmark Rent.
FDB deltager i arrangementet af flere årsager, forklarer FDB’s chef for Forening & Medlemskab Flemming Jørgensen:
”Aktiviteten i de 25 skove landet rundt på Skovens Dag passer godt sammen med FDB’s mærkesager på sundhed, miljø og klima. Vi ser meget gerne, at danskerne bevæger sig mere, vi vil gerne have danskerne til at få øjnene om for skovenes betydning for vores velværd, samtidig med vi gerne vil være med til at hjælpe folk til at behandle naturen ordentligt, når vi gør brug af dens herligheder,” siger han.
Derfor står frivillige fra FDB’s lokale butiksråd og brugsforeninger i skovene og deler æbler og kildevand ud til de mange tusinde, der forhåbentligt får lyst til at gå en tur i skovene på søndag.
Læs mere om FDB's arbejde med sundhed, miljø og klima her
På Christiansborg har Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo også hørt om Hold Danmark Rents indsats, og han har tilbudt at trække i den gule trafikvest og være med til at fortælle om vigtigheden af et renere land uden henkastet affald. Han vil være at finde sammen med Anne Holm Hansen ved Skovens Dag arrangementet i Jægersborg Dyrehave.
- Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på at holde skoven ren. Det er grunden til, at jeg giver en hånd med, og jeg håber, at vi kan få rigtig mange til at tænke over, hvordan vi behandler naturen, siger Eyvind Vesselbo.