Hjem
Se flere nyheder

Sunde og ’ulækre’ madder med Sebastian Klein

21. april 2009
Søndag mødte 73 børn Sebastian Klein i Ebeltoft. Der blev eksperimenteret og lavet sunde madpakker, næsten uden hjælp fra far og mor. Dyrlægens natmad fik sig adskillige sundere konkurrenter. Børnene skulle nemlig lave en ’ulækker’ mad. Mad med råvarer, som børnene måske ikke kendte, men som alligevel smagte ret godt.

73 forventningsfulde børn i alderen 0. til 2. klasse sad rundt langs væggen i ”Kulturministeriet” i Ebeltoft. De havde taget både deres større og mindre søskende og deres forældre med til arrangementet ’Smør din Madpakke med Sebastian’, hvor de kunne møde Sebastian Klein, som de fleste børn kender fra børneprogrammer på TV.

 

FDB stod bag arrangementet, der blev afholdt i forbindelse med ’By på Skrump’ i Ebeltoft. En række programmer, som DR optager hen over foråret.

 

10 borde med rugbrød, smør og smøreknive var fordelt i lokalet. I midten var et langt bord dækket med alt, hvad man ellers skulle bruge til at lave sig en sund madpakke; fiskepålæg, kød og kylling, masser af gnavegrønt, frugt og krydderurter til pynt. Et syn så lækkert, at mundvandet begyndte at løbe, samtidig med det var et syn fyldt med sunde råvarer sammensat efter fødevarestyrelsens råd til den gode madpakke. 

 

 

 

De ulækre madder og den hemmelige ven

Selvom børnene var begejstrede over at skulle i gang med at lave en madpakke, som de kunne tage med i skole eller børnehave dagen efter, kom den største jubel, da Sebastian Klein fortalte børnene, at de også fik lov til at lave en ’ulækker’ mad. ”Jeg har faktisk stor erfaring med ulækre madder,” fortalte han. ”Siden jeg var helt lille, har jeg haft en usynlig, hemmelig ven, der hedder Anton. Og han får mig altid til at lave de vildeste, ulækre madder. Han får mig til at vælge madvarer uden at kunne se dem. Så nogen gange bliver det en mad med ost, makrelsalat og leverpostej – og det bliver ikke altid særlig godt.”

 

Man må godt lege med maden

”Jeg har lavet et helt TV-program om ulækker mad, og det er faktisk det, jeg har fået allerflest klager på grund af, for man må ikke lege med maden. Men jeg synes, det er vigtigt at eksperimentere med børns kræsenhed,” fortæller Sebastian Klein.

 

Ida Husby, der er sundhedschef i FDB, bakker Sebastian Klein op:

”Man får ikke ændret sine kostvaner af en eftermiddag som denne, men man får inddraget de faktorer, man ved, har betydning for at få etableret sunde kostvaner. De fire faktorer er viden og færdigheder, tilgængelighed, det sociale miljø og det at få lov til at smage.” 

 

Eftermiddagens arrangement bød på alle fire faktorer: Børnene lærte, at maden var sund, og selv de allermindste fik selv lov til at smøre madpakkerne. Der var rigeligt med sunde madvarer, man kunne blande på nye måder. Børnene smurte madder, talte om dem sammen med jævnaldrende og med rollemodellen Sebastian. Og så fik de rig lejlighed til at smage på noget nyt i selskab med jævnaldrende, som de kunne lære og få gode idéer af.

 

”Børn bliver inspireret til at prøve noget nyt af venner og rollemodeller i højere grad end deres forældre,” fortæller Ida Husby. 

 

Kødpålæg, hytteost, grøn peber, torskerogn og leverpostej 

Én efter én trak børnene lapper af papir op af kurvene, hvor der var billeder af de hemmelige ingredienser, som netop deres mad skulle indeholde.”I behøver altså ikke at bruge dem alle sammen på én mad. Så kan de altså godt gå hen at blive meget ulækre,” advarede Sebastian Klein.Velvidende at han selv skulle smage nogle af dem for at kunne dømme i konkurrencen om, hvilket barn, der fik lavet den bedste ulækre mad. Kriterierne var, at den skulle kunne spises. Da det blev Magnus’ tur, måtte Sebastian Klein indrømme, at hans mad med Kødpålæg, hytteost, grøn peber, torskerogn og leverpostej kunne være værre. Magnus vandt en FDB drikkedunk for sin ganske velsmagende, ulækre mad.

 

Herefter var det slut. Børnene forlod Kulturministeriet og gik ud i solskinnet med et smil, en madpakke og måske endda en autograf fra Sebastian Klein.