”Sunde vaner starter her!” sådan lyder ordene, som kickstarter FDB’s sundhedsaktivitet Sundhedsugen, der skal sætte fokus på, hvordan det bliver let at leve sundere. Ofte kræver det ikke store, revolutionerende ændring at komme til at leve lidt sundere. FDB har samlet seks gode råd, som kan hjælpe et stykke hen af vejen mod et sundere liv. Sundhedsugen rammer butikkerne (Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’ og LokalBrugsen) den 12. til den 17. april.
FDB har lavet et sæt sjove og flotte magneter med de seks gode og sunde råd lige til at sætte op på køleskabet. Et godt sted at blive mindet om, at de sunde vaner ikke er så svære at få eller holde ved lige. Magneterne bliver delt ud i de fleste medlemsbutikker under Sundhedsugen.
FDB udgiver også en ny bog i Sundhedsugen. Spis dig let – sunde vaner der holder er titlen på FDB’s nye sundhedsbog, som udkommer torsdag den 8. april lige inden Sundhedsugen. Bogen er skrevet af Anne Ravn, som er kendt fra DR’s program By på Skrump. Anne Ravn er uddannet klinisk diætist, og hun arbejder til daglig på Århus Universitetshospital Skejby. I bogen Spis dig let - sunde vaner der holder giver Anne Ravn gode råd til, hvordan selv små ændringer kan gøre en stor forskel.
Under Sundhedsugen kan du møde FDB’s frivilllige medlemsvalgte i de fleste lokale medlemsbutikker. Sammen med dem kan du prøve spillet ’Gæt et Sæt’ og få et sæt køleskabsmagneter, som kan være dit start-kit til at få sundere vaner. Men du skal være hurtig – magneterne er trykt i begrænset oplag.