Hjem
Se flere nyheder

Temadage om ’din butik’ får en sneboldeffekt

26. maj 2009
Lige fra Rebild Bakker i Nordjylland til Rønne på Bornholm har man kunne finde forårets temadage om ’din butik’. Deltagermålet blev ikke nået, men langt de fleste deltagere gik derfra med følelsen af at have lært noget. Og med viljen til at komme igen næste gang.

Temaerne for FDB’s første temadage om ’din butik’ var netværksopbygning og vidensdeling, viden om mulighederne for at bruge FDB’s medlemsvalgte som ambassadører mellem butikken og lokalsamfundet og viden om ressourcer og ideudvikling i frivilligt arbejde.

 

At dømme efter de evalueringer som alle deltagere skulle udfylde efter hvert møde faldt disse temaer i god jord. Hele 71 procent svarede positivt på spørgsmålet om, hvorvidt de fandt mødet var relevant for dem.

 

De tre temaer blev illustreret og uddybet ved hjælp af forskellige oplægsholdere. Nogle steder var der lokale personer og fortælle om deres oplevelser med frivilligt arbejde. Der var blandt andet fortællinger om Fjordens Dag i Odense, Klimafestival i København og madlavning med børn på skoler i Århus. Andre steder var der mere professionelle oplægsholdere som eksempelvis assisterende træner Allan Kuhn fra fodboldklubben AaB og Peter Erkmann fra de succesfulde Køgespejdere.

 

Til alle møderne var en facilitator, der ikke var fra FDB-systemet, til at styre slagets gang, blandt disse Asger Fredslund frra Siriuspatruljen og skuespiller Jens Arentzen. Derudover var der oplæg fra FDB's formand Lasse Bolander eller adm. direktør Thomas Bagge Olesen. Lige netop disse oplæg faldt i særlig god jord hos deltagerne. 92 procent af deltagerne mener, at orientering fra FDB’s ledelse har stor relevans for næste omgang temadage.

 

Håb om flere deltagere næste gang

I alt deltog 619 personer i de i alt 10 temadage, der fandt sted i de 10 distrikter, som FDB har opdelt landet i.

 

”Vi havde gerne set endnu flere deltagere, men nu bruger vi erfaringerne fra de første møder til at få langt flere deltagere til efterårets tilsvarende møder,” siger Flemming Jørgensen, der er afdelingschef i Forening & Medlemskab i FDB.

 

Planlægning af efterårets møder 

Netop nu holdes der forberedende møder omkring indhold, tid og sted for efterårets temadage. Langt de fleste steder er der langt op til, at møderne holdes en hverdagsaften frem for en lørdag.

 

Nogle af de erfaringer, der vil indgå i planlægningen af de kommende møder er:

• Indholdet i temadagene skal være relevant, personligt udviklende, spændende, underholdende, lettilgængeligt, eksklusivt og med sociale gevinster at deltage.

• Det lokale/regionale ejerskab til møderne skal udvikles og forstærkes.  

 

”Generelt er det vurderingen i de møder, der har været holdt med distrikternes kontaktpersoner, at det bør være muligt ved en fælles indsats mindst at fordoble antallet af deltagere til efterårets møder, i forhold til hvad der kom til forårets møder. Vi er sikre på, at vi har fået sat gang i en ægte sneboldeffekt,” siger Flemming Jørgensen.

 

Temaet for efterårets temadage er endnu ikke afklaret, men klima har været oppe som et bud.

 

Fakta om temadagen

• ’Temadag om din butik’ er et gratis arrangement for alle medlemmer, medlemsvalgte, butikschefer og butiksansatte i FDB

• Målet med møderne er at fokusere på erfaringsudveksling og give inspiration til det lokale foreningsarbejde i omkring Dagli'- og LokalBrugsen, SuperBrugsen, Kvickly og Kvickly xtra 

• De næste temadage bliver afholdt i efteråret 2009. Du vil kunne læse mere om dem på fdb.dk