Hjem
Se flere nyheder

Tre ud af fem køber ikke miljøvenlig shampoo

20. november 2009

På trods af advarsler mod hormonforstyrrende stoffer og allergi vælger kun hver femte dansker den svanemærkede shampoo, når lokkerne skal vaskes. Det viser tal fra FDB Analyse.

 

Shampooen kan være skadelig for helbredet

Tre ud af fem danskere går udenom den svanemærkede shampoo, mens knap hver femte ikke har tjekket, om shampooen bærer miljømærket. Men der er god grund til at gå efter de miljømærkede shampooer – uanset om det er børne- eller voksenhår, der skal vaskes – forklarer udviklingskonsulent i FDB, Brian Sønderby Sundstrup: ”Der er en tendens til, at forældre passer på, at børnene ikke udsættes for hormonforstyrrende stoffer, men ser stort på, om de selv undgår de skadelige stoffer. Og det er en skam, for kemien har også en negativ påvirkning på voksne.”

De hormonforstyrrende stoffer mistænkes bl.a. for at forringe frugtbarheden og sættes i forbindelse med forskellige kræftformer ligesom et stigende antal voksne i dag udvikler allergi.

 

Mange stoffer på hylderne

Vil man være sikker på at undgå de mest problematiske stoffer, skal man gå efter de miljømærkede produkter, der bærer enten Svanen eller Blomsten. Brian Sønderby Sundstrup forklarer: ”Der findes i dag et utal af produkter på dagligvarehylderne, som indeholder stoffer, der er mistænkt for at være særligt skadelige for menneskers sundhed og miljøet. Man arbejder i øjeblikket med en international kemikalieregulering, REACH, der skal begrænse brugen af de mest skadelige stoffer. Men effekterne af dette arbejde har årelange udsigter. Det betyder, at det i dag er overladt til producenter og detailhandel - og i sidste ende forbrugerne – at begrænse indholdet af de stoffer, som mistænkes for at være skadelige,” siger Brian Sønderby Sundstrup.

 

Hensynet til sundhed vejer tungere end miljø

Når den svanemærkede shampoo ender i indkøbskurven hos hver femte dansker, skyldes det for de fleste hensynet til egen sundhed og ønsket om at nedbringe risikoen for at få allergi. Det svarer to ud af tre, der vælger svanemærket shampoo. Hver tredje gør det af hensyn til miljøet.

 

Konklusionerne kommer fra en større undersøgelse af danskernes forbrug af ansvarligt producerede varer under den økonomiske krise, som FDB netop har udarbejdet.