Hjem
Se flere nyheder

Valentine-rosen er hård ved klimaet

13. februar 2012
Hver sjette mand i fast forhold regner med at give kæresten roser på Valentines dag. Hvor rosen kommer fra, ved hverken kvinder eller mænd ret meget om. De mest klimavenlige roser kommer langvejs fra med fly.

Særligt kvinder vil tirsdag få stukket en eller flere roser i hånden af kæresten eller ægtemanden. Det viser en ny undersøgelse fra FDB Analyse. Men uanset om det er Valentines dag, eller vi bare synes, stuen mangler lidt friske roser, er de fleste af os ikke ret optagede af, hvor blomsterne kommer fra. Af dem, der tænker over, hvor roserne kommer fra, fravælger én ud af tre roser, der er transporteret med fly – de fleste af hensyn til klimaet. Men det er et misforstået klimahensyn, forklarer klimakonsulent i FDB, Signe D. Frese, for det er ikke flytransporten, der koster på rosens klimaregnskab.

 

”Klimaet i de afrikanske lande er langt mere velegnet til produktion af roser, hvorimod det koster store mængder energi at opvarme de drivhuse, som roserne produceres i under køligere himmelstrøg som i Holland, hvor størstedelen af blomsterne kommer fra. Set i det lys er de afrikanske roser, der er fløjet hertil, langt mere klimavenlige end for eksempel de hollandske”, forklarer Signe D. Frese. Flere studier på området er nået frem til samme resultat.

 


Samlet set koster det mere end fem gange så meget CO2 at producere roser i Holland som i Kenya, når man regner flytransporten af roser fra det afrikanske land med. En ekstra gevinst ved at købe roser fra de afrikanske lande er, at det er med til at støtte og skabe udvikling i de ofte fattige lande.

 

Fakta om undersøgelsen
1.004 respondenter deltog i undersøgelsen, der blev gennemført i uge 6, 2012. Respondenterne er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne kan betragtes som repræsentative for den danske befolkning 15-74 år.