Hjem
Se flere nyheder

Valg til FDB's landsråd: Gør en forskel for dine børn og børnebørn

28. juni 2010
Tror du på større fællesskab og mere omtanke i hverdagen? Vil du være med til at fremme et bæredygtigt og ansvarligt forbrug? Så stil op til FDB’s landsrådsvalg

I perioden fra den 10. august til den 7. september kan FDB-medlemmer blive stillet op til FDB’s landsråd. Landsrådet er FDB’s øverste beslutningsorgan. Rådet vælger FDB’s formand og de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

 

Som landsrådsmedlem har du mulighed for at påvirke de fordele, vi tilbyder vores 1,7 millioner medlemmer. Du får også indflydelse på vores datterselskaber samt de projekter og aktiviteter, vi støtter inden for sundhed, miljø, klima og etisk handel, som er de fire mærkesager i FDB’s ansvarlighedsstrategi. Derudover er du med til at godkende blandt andet FDB’s årsrapport.

 

Læs mere om landsrådet her

 

Sådan bliver du kandidat 

Hvis du gerne vil opstilles, skal du have et butiksråd eller en brugsforeningsbestyrelse til at opstille dig senest tirsdag den 7. september. Du vil blive opstillet i det valgdistrikt, som du selv og din opstiller tilhører. Dit tilhørsforhold fremgår af dit medlemskort, og du kan til enhver tid skifte til en anden butik eller brugsforening.

 

Hvis du ønsker at blive kandidat til landsrådet, kan du fra starten af august udfylde et elektronisk skema, som til den tid kan findes på www.fdb.dk/valg2010. Derefter formidler FDB dit ønske om kandidatur videre.

 

Der er tre overordnede krav til opstillingen til FDB’s landsråd:

1) Du skal være personligt medlem af FDB eller en brugsforening

2) Du skal være fyldt 18 år ved valgets afslutning den 7. oktober 2010

3) Du kan ikke opstille dig selv. Det skal et butiksråd eller en brugsforeningsbestyrelse gøre.

 

Hvis du bliver opstillet, skal du præsentere dig selv og dine synspunkter i en kandidatoversigt på internettet. Kandidatpræsentationerne vil være tilgængelige gennem hele valgforløbet.

 

Afstemningen foregår i perioden fra tirsdag den 28. september til torsdag den 7. oktober kl. 12.00. Valgresultatet offentliggøres den 7. oktober senest kl. 16.00.

 

Fdb.dk/valg2010 vil løbende blive opdateret med inspiration og information om valget. Der vil blandt andet komme videoer, hvor landsrådsmedlemmer fortæller om arbejdet i landsrådet.

 

Du kan desuden kontakte FDB på valg10@fdb.dk, hvis du vil stille spørgsmål om valget.