Hjem

Hvad er en medlemsvalgt i FDB?

En medlemsvalgt er en person, der arbejder frivilligt i FDB. Arbejdet som medlemsvalgt giver en unik mulighed for at arbejde med vigtige emner som bæredygtighed, ansvarligt forbrug og forbrugeroplysning.

 

Det er engagementet for butikken, der er afsættet for arbejdet som medlemsvalgt i butiksråd og brugsforeningensbestyrelse. Helt konkret arbejder de medlemsvalgte både med butikkens strategiske udvikling, og de er med til at udarbejde en handlingsplan for det kommende års medlemsaktiviteter i og omkring butikken. Udover det strategiske niveau er medlemsvalgte en del af et lokalt netværk, der arbejder med og interesserer sig for ansvarligt forbrug inden for mærkesagerne: sundhed, miljø, klima og etisk handel. Alle medlemsvalgte, der har en god idé til en aktivitet, som handler om sundhed, miljø, klima og etisk handel, kan altid søge støtte til den i FDB.

 

Find FDB's medlemsvalgte i dit lokalområde

 

Medlemsvalgt har også mulighed for at udvikle og uddanne sig. FDB tilbyder løbende forskellige arrangementer, hvor man kan blive klogere på mærkesagerne: sundhed, miljø, klima og etisk handel. Vi holder også kurser, der giver viden og inspiration til, hvordan man holder et godt møde, hvordan man bruger sit netværk og som giver andre redskaber, der er nyttige i arbejdet både som medlemsvalgt, men også i mange andre sammenhæng. Du kan læse mere om vores uddannelse på Forum, som er de medlemsvalgte digitale værktøjskasse.  

 

Hvordan er de medlemsvalgte organiseret?

Medlemsvalgte sidder enten i et butiksråd eller en brugsforeningsbestyrelse. En Coop-ejet butik har et butiksråd, mens en selvstændig butik har en brugsforeningsbestyrelse. De selvstændige butikker har en franchiseaftale med Coop. Det betyder, at de må drive butik under navnet Kvickly, SuperBrugsen eller Dagli’Brugsen. Der er i alt 710 Kvickly’er, SuperBrugser og Dagli’Brugser.

 

Hvordan bliver du medlemsvalgt?

De frivillige i FDB hedder medlemsvalgte, fordi de er valgt af FDB’s medlemmer på et årligt medlemsmøde. For Coop-ejede butikker hedder mødet et årsmøde, og for de selvstændige butikker hedder det en generalforsamling. Det er de FDB-medlemmer, der er tilknyttet den pågældende butik, der har stemmeret. Det er på sådan et møde, du skal vælges for at blive medlemsvalgt. 

For at blive opstillet til mødet, kan du gå ned i din lokale medlemsbutik, som er enten en Kvickly, SuperBrugs eller Dagli’Brugs, og få informationer om, hvem der er formand for butiksrådet eller bestyrelsen. Han eller hun vil kunne hjælpe dig videre. 

 

Læs mere om årsmøder og generalforsamling her

 

Hør mere om en medlemsvalgts arbejde gennem de to medlemsvalgte Nete Dalsgaard og Torben Basse ved at klikke på de to billeder:

My ImageMy Image